
Kære medlemmer af Snejbjerg fitness.
Snejbjerg fitness fik i maj 2024 en ny bestyrelse. Vi består af 7 bestyrelsesmedlemmer med stort engagement og interesse for fitness i Snejbjerg. Som led i vores frivillige arbejde med bestyrelsen, har vi fra starten haft et stort ønske om at blive så åben og lyttende en bestyrelse som overhovedet muligt. Et af de første tiltag vi gjorde, var at oprette en medlemsundersøgelse gennem BevægDigForLivet, som blev gennemført slut september-start oktober i år. Medlemsundersøgelsen er den nye bestyrelses forsøg på at få fingeren på pulsen i Snejbjerg fitness, så vi kan sætte de rigtige ambitioner for vores alles center. Til seneste bestyrelsesmøde gennemgik vi resultatet af medlemsundersøgelsen og det fik vi professionel rådgivning til. Vi havde en fitnesskonsulent og -rådgiver ude fra BevægDigForLivet, som står bag undersøgelsen. Han havde samlet alle data og gav os en grundig præsentation af undersøgelsens resultater. Det var en virkelig god oplevelse, hvor vi i bestyrelsen fik rigtig mange guldkorn fra jer medlemmer og nye ideer til, hvordan vi kan blive endnu bedre!
I vil opleve at det er svært at handle på alt på én gang, både tid og økonomi spiller ind, så derfor har vi lavet en handleplan, som vi stille og roligt starter med at rulle ud i 2025. Vi i bestyrelsen arbejder frivilligt og selvom vi rigtig gerne vil handle på det hele med det samme, så er tiden ikke til det. Så i løbet af 2025 vil vi melde ud, hvilke tiltag vi nu sætter fokus på og informere om det løbende. I får lige nogle nedslags punkter fra undersøgelsen:
– Svarprocenten på undersøgelsen ligger på 47% af medlemmerne, hvilket er 131 svar, det er virkelig en flot deltagelse, tusind tak! Vi har modtaget 133 uddybende kommentarer, hvilket er en kæmpe hjælp i det kommende arbejde.
– I er vilde med det lokalt forankrede fitnesscenter og sætter pris på det er tæt på jeres hjem.
– I har stor ros til instruktørerne, I føler jer velkommen alle steder og oplever at der er en god stemning på holdene.
– I har mange gode forslag til optimering af hele centeret og omklædningsrum, fra nyt udstyr til nye hold, til sociale arrangementer og forslag til medlemskaber. De forslag vil vi helt sikkert lytte til og drøfte muligheden af og vi glæder os over at så mange medlemmer gerne vil bakke op om forbedringer og tiltag.
– I ønsker en god dialog og åbenhed med bestyrelsen og det skal være nemt at tage kontakt til os.
Vi vender stærkt tilbage i starten af året med beskrivelse af det første vi vil arbejde med, så I kan følge med i processen. Husk I altid kan henvende jer til bestyrelsen. Vi har forskellige ansvarsområder, så det vil være den ansvarlige for det emne dit spørgsmål drejer sig om, som vil vende tilbage til dig. Send os gerne en mail på: fitness@snejbjergsgi.dk og du hører fra os så snart det er muligt.
De bedste hilsner fra bestyrelsen.
